Enlig MORskab

Da jeg for tre år siden sad midt i julegaveindpakningen og kiggede på min sovende baby begyndte jeg at tænke over familiemønstre, forskellige slags hverdage og især; hvordan i alverden man nu fik alt det her til at gå op i en højere enhed?!
Og kunne man smile imens?
Være sig selv imens?
Være kvinde og veninde …?

Som så mange andre mødre blev jeg meget varm om hjertet når jeg kiggede på det lille vidunder, men det var jo også lidt mærkeligt.
Lidt ligesom… når man er den eneste der går alene i det første forårssolskin mellem alle de andre par.
Jeg gik jo alene med min barnevogn. Købte julegaver ligesom alle andre, men havde på ingen måde brug for at finde fryserplads til 1,4 kilo and.

Der – midt i julelys, stemningsfyldte traditioner og familiehygge gik jeg rundt i min egen lille boble. Det havde bare ikke den samme charme at spise risengrød alene eller give min datter flaske når familien ikke var samlet om æbleskiver og juleklip.

Jeg er en af de heldige enlige mødre der har en fantastisk, varm og dejlig familie. De har været der. De har bakket op. Jeg har aldrig været alene juleaften og min datter har aldrig manglet familie, venner eller julegaver. Men helt ærligt, så var jeg ensom! Jeg var da lidt ked af det. Det var en underlig og tom fornemmelse at være alene om den glæde og erfaring den første jul med baby skulle være. Jeg var jo på barsel og ”bundet” til mit hjem og som enhver anden nybagt mor var jeg træt.

Vi ved jo alle at det er en meget uforudsigelig hverdag der er med en baby eller små børn i huset, men samtidig er der også brug for rutiner. For os kvinder gælder det heldigvis at vi har et indbygget gen, der leder os på rette vej. Nogle vil nok falde mere naturligt ind i moderrollen end andre, men fælles for alle er at vi faktisk er opfundet med forplantningsmekanismen.

Rent biologisk er vi skabt til at formere os og som flokdyr er det en helt naturlig ting at leve sammen med et andet voksent menneske og netop skabe en familie. Jeg mener at det er et helt individuelt valg om man ønsker at få børn eller ej, men min egen oplevelse er, at der instinktivt sker noget med kvinder når de bliver gravide og især når de har født.

At blive mor var en opgave jeg valgte at varetage alene.
Enhver mor – og far – ved at man kan blive noget så overrasket over hvor meget ens liv egentlig forandres med det første barn. Lige meget hvor mange løfter vi giver os selv og hinanden om ikke at blive kedelige småbørnsforældre, der aldrig kan være med til sociale arrangementer. Har du også prædiket en version af ”mit liv behøver ikke gå i stå fordi jeg får et barn”?

Indrømmet, det har jeg.
Jeg blev virkelig overrasket. Allerførst var jeg rundt på gulvet. Så var jeg træt. Dernæst trængte jeg til at se andre mennesker.  I en begrænset periode virkede det fint at udskifte håndtasken og joggingbukserne med lift, pusletaske og høje hæle. Det er fedt i en måneds tid og så virker det ikke rigtig mere. Det var det punkt jeg var nået i julen 2009.

Det var også i dagene op til jul jeg indså det der med at jeg var en familie sammen med min datter. Og jeg stod ret alene. Trods min fantastiske familie manglede jeg helt nogen at dele det med. Jeg manglede én at dele de første smil, de stille øjeblikke og de aftener hvor man faldt i svime over den sovende baby, med. Jeg manglede nogen at være træt og frustreret med. Jeg savnede nogen til at deles om ansvaret med. Én, der holdt om mig når jeg var træt og én der skulle hjælpe med beslutninger om vuggestue, opdragelse, aftensmad og rutiner. Én der tog billeder af mit barn – og mig. Jeg manglede ganske enkelt den anden person der skulle ligge og sove med vores barn på maven.

På et tidspunkt indenfor det første halve års tid gik det op for mig at det måtte være helt instinktivt jeg savnede noget…eller nogen. Jeg savnede ikke min datters far, men for første gang mærkede jeg et reelt ønske om en kæreste. Jeg kunne ikke kontrollere det, men i og med jeg havde skabt familie i den ”forkerte” rækkefølge endte jeg med et minus på bundlinjen – jeg manglede nemlig den anden forælder.

Jeg tror at uanset hvor stærk man er, vil man have brug for kærlighed og omsorg. Man kan gøre sig så stærk og uafhængig at man ikke behøver det nærvær, men ligesom vi har vores moderinstinkt har vi et urinstinkt om at vi gerne vil skabe trygge rammer og hygge, altså en kernefamilie.

Min pointe er ikke at vi ikke kan have et fantastisk liv alene med vores børn. Jeg påstår heller ikke vi skal være afhængige af en mand. Selv er jeg ret selvstændig. Nok lidt for meget indimellem…

Det kan bare være ufatteligt ensomt at være enlig mor. Nogle af os vælger selv, andre bliver gjort til enlige mødre. At leve alene med små børn er anderledes end med store børn. Ansvaret bliver ikke mindre med tiden, men på et tidspunkt bliver friheden større.

Det er svært. Det er faktisk rigtig svært, især når man er så træt at man ikke engang har kræfter til at sætte sig ned og tude over den håbløse situation man finder sig selv i. I lange tider var det eneste positive jeg kunne sige om min rolle som enlig mor: Jeg slipper for at skændes med en anden. Den holdt indtil en bramfri pige fra min mødregruppe erklærede at hun hellere ville have en at skændes med som nu end at være alen, som hun var med sit første barn.
Jeg takkede for opbakningen og gik på jagt efter inspiration. På Internettet, på biblioteket, i magasiner og i mit netværk.

Jeg har en mor, der kunne fortælle mig at det altid bliver bedre på et tidspunkt. Nu er jeg gammel nok til at indrømme hun havde ret.
Skønne veninder, med flotte titler som tante og moster, har jeg også. Det er dem, der leger med min datter. Giver hende en ekstra julegave og er en del af familien. De er selvskrevne til fødselsdage og juletraditioner. Måske har de selv børn. Men hvis de ikke har, er det til gengæld med et ekstra overskud man, som enlig mor, ikke selv har.

Mit bedste julegave i 2009 var den bog jeg købte til mig selv. En nede-på-jorden og tilgængelig bog fyldt med inspiration og åbenhjertige tanker fra andre enlige mødre. Den bog, hvor jeg kunne bruge det meste og springe elegant over det sidste.
–   Jeg har den stadig. Anna Skyggebjergs ’Supermor’.

Læs den, bliv inspireret, find hendes blog og hjemmeside og lær det fantastiske univers af enestående mødre at kende. Her er kvinder af alle slags. Fælles for os er at vi ønsker at være gode mødre. Vi er bare os selv samtidig. Og på et tidspunkt begynder den nybagte enlige mor også at smile igen. Når du begynder at smile går det op for dig at der ikke er så langt hjem til dig selv. Det er virkelig en enestående følelse.

 

Rigtig glædelig jul til alle jer enestående mødre derude <3

 

 

 

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 8.5/10 (2 votes cast)
Enlig MORskab, 8.5 out of 10 based on 2 ratings