Husk knibeøvelser før, under og efter graviditet

Du bør lave knibeøvelser både før, under og efter din graviditet for at optræne en stærk bækkenbund. En stærk bækkenbund letter både graviditeten, fødslen og tiden efter. Jo bedre du er til at huske dine daglige knibeøvelser, jo hurtigere vil du blive genoptrænet efter din fødsel. Samtidig gælder det, at hvis din bækkenbund er i god form inden fødslen, vil det være lettere at træne den op med knibeøvelser efter fødslen.
knibeøvelser
Forebygger bækkenløsning og inkontinens
Knibeøvelser giver dig en stærk bækkenbund og forebygger bækkenløsning. Derudover kan daglige knibeøvelser livet igennem være med til at forebygge inkontinens. Stadig flere danske kvinder bliver ramt af ufrivillig vandladning – også i en tidlig alder, og her kan knibeøvelser gøre en væsentlig forskel.

Knibeøvelser hver dag
Du bør lave knibeøvelser hver dag livet igennem. Bækkenbunden er en muskel, og det betyder, at den skal trænes for at holdes i form. Undlader du at lave knibeøvelser gennem længere tid, vil din bækkenbund gradvist blive mere slap. Det er særligt et problem, hvis du planlægger graviditet, men også for kvinder generelt er en stærk bækkenbund at foretrække, da den som nævnt forebygger inkontinens og i øvrigt forbedrer sexlivet.

Hvordan gør man?
Knibeøvelser laves på samme måde, som når man holder sig. Det er nemmest at knibe sammen bagtil, så start med det. Fasthold dine knibeøvelser, så længe du kan og slap derefter af. Det optimale er at nå cirka 100 knibeøvelser om dagen. Heldigvis kan man ikke se, når en kvinde laver knibeøvelser, så du kan gøre det til en vane at lave dem, når du børster tænder, kører med bus, holder frokostpause, ser fjernsyn om aftenen eller lignende.

Husk pause imellem dine knibeøvelser
Mellem dine knibeøvelser skal du holde en pause, der er dobbelt så lang som selve knibet. Kniber du i 20 sekunder, skal du således holde en pause på 40 sekunder. En veltrænet bækkenbund kan holde et knib i op til 30 sekunder ad gangen. Er du ude af form, så start blidt op. Hold knibet 5 sekunder og slap af i 10. Gentag dagligt og sæt langsomt antallet op, til du kan lave knibeøvelser af mindst 20 sekunders varighed.

Gør du det rigtigt?
Er du i tvivl om, hvorvidt du laver dine knibeøvelser korrekt? Du kan teste det ved at knibe strålen over, når du tisser. Det er de samme muskler, du bruger. Dette bør dog ikke tjekkes for ofte, da der er risiko for tilbageløb og dermed infektion. Når du slapper af mellem dine knibeøvelser, skulle du gerne kunne mærke muskulaturen slappe af. I modsat fald har spændingen sluppet af sig selv.

Sådan husker du dine knibeøvelser
Har du svært ved at huske at lave dine knibeøvelser, er det endnu vigtigere, at du opbygger nogle daglige rutiner. Vælg aktiviteter, som du laver dagligt, og hvor du fint kan lave knibeøvelser imens. Har du stadig svært ved at huske det, kan du eventuelt kode din telefon, så den minder dig om det i løbet af dagen, eller du kan sætte små sedler eller andre husketing frem i hjemmet, som minder dig om, at det er tid til dine knibeøvelser. Er du flittig, vil du hurtigt kunne mærke resultater.

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 9.0/10 (1 vote cast)
Husk knibeøvelser før, under og efter graviditet , 9.0 out of 10 based on 1 rating

Tags: , , , ,

  • Maiken
    VA:F [1.9.22_1171]
    Rating: 0.0/5 (0 votes cast)

    Jeg bruger programmet fra hjemmesiden http://www.knibnu.dk/forside/. Hverdag får jeg en remindermail, det gør det lidt nemmere at huske.