Når der mangler timer i døgnet…

imagesCAG52TAE

Kender du følelsen af at mangle timer i døgnet? Altså ikke bare een, men virkelig timER. I flertal. I mangetal.

Jeg tør slet ikke kigge på datoen for mit sidste indlæg. Jeg har nemlig tænkt på denne blog hver eneste dag lige siden og jeg er for længst holdt op med at sætte det på dagens to do-liste. Sjovt nok er det de sidste dage jeg har sparet sammen til at sætte mig her; med min bærbare, et glas rødvin og en skål lakridser. Det er i øvrigt dagens aftensmad og jeg er lige kommet hjem fra det job der betaler huslejen.

Det er en af mine sjældne friaftener og jeg sidder her fordi jeg har – som sædvanlig – en masse på hjerte. Jeg har ikke besøgt babyonline.dk omend selv skrevet indlæg i noget nær et par måneder, hvis ikke mere. Første kvartal af 2013 er fløjet afsted og udover junior selv har lært at hun er 3½ og ikke 3 år er de mørkeste og længste måneder forsvundet uden jeg har registreret meget andet end kulde, og to-do-lister.
Som en af de sidst ansatte på en spændende og travl arbejdsplads har der været masser at se til. Jeg har fundet min rutine, mine egne fokusområder og sat min standard – så absolut en nødvendighed efter min mening. Som mere karrieremindet end babymindet kvinde har det altid været karrieren der har haft førsteprioritet. Selvfølgelig lige indtil den solskinsdag hvor guldklumpen kiggede på mig for første gang.

De sidste par måneder har udover en uendelig to-do-liste budt på sene arbejdsdage, for lidt søvn , dårlig samvittighed, meget kolde hænder når det lykkedes at komme ud ad døren kun ti minutter for sent og huske alt andet end egne handsker, samt for lidt træning og absolut intet tid til det der tricker mig. Fx. de netværks ejg plejer at være aktiv i og bl.a. denne blog.

Som enhver anden forælder oplever jeg en stadig større samhørighed med mit barn og dagene tager hinanden når alt skal gå op. Fra vækkeuret ringer til man med hovedet fuld af tanker falder i søvn.
Jeg har bare altid ment det var så vigtigt at huske sig selv en smule. I en lang periode har det bestået i at planlægge sig til et par timer på sofaen med dyne, en god film og slukket telefon lørdag aften fremfor et par timer i bloggingland. Viljen har været der. Inspirationen har været der. Sammen med trætheden. Før mit livs lys kom til verden var jeg sej. Ikke til at hyle ud af den og afslapning var lig med mere arbejde. Jeg kan stadig få abstinenser når jeg har ferie – man har vel et ømt punkt for det man brænder for – men jeg har fået et andet behov for ikke at være noget som helst for nogle andre end min datter. Lidt efterrationalisering får mig dog til at erkende at jeg, da hun var baby, godt kunne være på konstant, men rummeligheden var måske lidt mindre overfor den baby man ikke kunne forklare en sammenhæng for.
Til gengæld; en treårig – wow, det er lykken! Elsker det (og barnet)!

Det er SÅ sejt når junior husker mig på den forklaring jeg gav hende forleden om hvorfor vi kl. 18.30 hopper i nattøjet og sætter os med the og prinsessehistorier..
– I øvrigt et ritual jeg aldrig havde troet jeg
1: skulle opfinde 2: skulle dyrke 3: skulle nyde.


Dette aftenritual har været åndehullet den sidste tid, hvor et presset skema, fremtidsplaner og det at være ene fremmødt til barnets første gymnastikopvisning har fyldt alt. (Og nej, jeg kunne ikke selv se den video jeg optog for tårer. Derudover var jeg pavestolt af min lille store autoritetstro pige, der præsterede hop og kolbøtter på en næsten lige linie).
   – Frk.-jeg-havde-aldrig-troet-denne-udtalelse-skulle-komme-fra-mig

Udover hverdagen har jeg haft en af de perioder hvor ting ændrer sig. Man tænker over livet, fremtiden, fortiden, ønsker og drømme.

Store og små spørgsmål; er jeg en god nok forælder? Hvad er en god forælder??

Hvad vil jeg gerne og kan jeg det?
Er jeg egoistisk når jeg arbejder til midnat, booker barnepige for at sove, shoppe eller løbe en tur?
Er jeg dårlig til at planlægge når jeg bruger min sparsomme fritid på at nå…intet?

Ønsker jeg at være enlig mor altid? Kan man date eller have en kæreste når man er enlig mor? Kan man pleje et forhold når man hver især har børn, men ikke med hinanden?
– og hvordan i alverden passer man et knust hjerte når man er enlig mor? Orker man overhovedet at have et knust hjerte eller risikere det? Er det ikke bare nemmere at klare det hele selv?
Hvordan er man ked af det mens man er supermor?

Kan man være karrieremenneske og enlig mor?
Kan man være blogger når man ikke blogger regelmæssigt?

Det korte svar er at man kan det hele…jeg har ikke noget endegyldigt svar på hvordan, men så må man finde sin egen måde at gøre tingene på. Fra ca. 5.30 – 22.00 hver dag arbejder jeg på at finde den bedste løsning tilpasset et hvilket som helst individuelt behov. Inklusive mine egne. Mit behov har i de sidste par måneder været de stille timer med slukket telefon og pc. Det har jeg stadig, omend i lidt mindre grad brug for. Jeg har haft succes med min nye metode; søvn og mig-tid fremfor uendelige to-do-lister. For overskuddet indfinder sig så småt igen og to-do-listerne bevæger sig i en jævn strøm mod papirkurven

Jeg er så småt ved at finde mig selv. Efter de første par år som mor. Efter en tid med nyt-job-træthed og nye rutiner, der lige skulle rettes til. Der er overskud til blogging. Der er lyst til læsning. Der er tid (afsat) til at se en hel film på een aften. Der er mulighed for en smule mere træning hver måned.

Et lille guldkorn herfra inden sengetid..

Jeg vil lave morgendagens ønske-to-do-liste nu. Bagefter sorterer jeg den og over en kop kaffe i morgen tidlig fokuserer jeg på det, der inspirerer og motiverer mig. Et nyt indlæg står allerede på top 3.

Pas på dig selv…så du kan passe på dit barn. Det er værdifuldt at give videre..

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 0.0/10 (0 votes cast)