Værd at vide om spontan abort

En spontan abort er en graviditet, som afbrydes så tidligt, at der sker en udstødelse af embryoet eller fostret. Lange de fleste tilfælde af spontan abort sker før 12. uge. Årsagen er som regel, at fostret er ulevedygtigt, og derfor udstødes det som en biologisk konsekvens af kroppen selv. Hos danske kvinder er der mellem 10 og 35 % risiko for, at en graviditet ender med spontan abort. Risikoen for spontan abort stiger i takt med kvindens alder.

spontan abort

Symptomer
Symptomerne på en forestående spontan abort er underlivssmerter og blødninger. Smerterne minder ofte om milde veer og sidder som oftest fortil over skambenet eller op mod ryggen. Blødninger som konsekvens af spontan abort kan enten være pletblødning eller blodigt udflåd flere dage i træk. Oplever du nogle af disse symptomer, bør du kontakte din læge for at blive undersøgt. Symptomerne behøver ikke at varsle spontan abort, men det er vigtigt at få det undersøgt.

Lægeundersøgelse
For at vurdere om der er tale om en spontan abort eller ej, foretager lægen en gynækologisk undersøgelse. Her undersøger lægen, om blødningen stammer fra livmoderhalsen, livmoderhulen eller skeden. Samtidig undersøger lægen, om livmoderhalskanalen er lukket. I modsat fald kan det indikere begyndende spontan abort. Også en spændt, øm livmoder kan varsle spontan abort. Er lægen i tvivl, sendes kvinden til en ultralydsundersøgelse hos en speciallæge.

Før 12. uge
Sker der en spontan abort før 12. uge, er der sjældent noget at gøre for at forhindre det i at ske.  Som oftest vil man forsøge at undgå en udskrabning, og i stedet fremskynde processen ved hjælp af lægemidler, som fremmer udstødningen af fostret. Kun cirka 20 % er i dag nødt til at afslutte en spontan abort med en udskrabning. Efter cirka to uger kommer kvinden til en kontrolscanning, hvor slimhinden i livmoderen undersøges.

Efter 18. uge
Begyndende spontan abort efter 18. uge kan i nogle tilfælde afværges med en akut, aflastende behandling på hospitalet. Det er derfor vigtigt, at man kontakter egen læge med det samme, hvis man oplever mistænkelige symptomer. Mislykkes behandlingen, vil en udskrabning højst sandsynligt være nødvendig. Risikoen for udskrabning stiger alt efter hvor sent i graviditeten, der sker en spontan abort.

Hvem har størst risiko?
Jo højere alder kvinden har, jo større er risikoen for spontan abort. Derudover er der en række sygdomme, der kan øge risikoen for spontan abort. Det drejer sig blandt andet om forskellige kromosomafvigelser, både hos kvinden og manden. Oplever man spontan abort flere gange i træk, har man mulighed for at få en udredning på hospitalet for at finde ud af, hvad årsagen er. Faktorer som stress, meget usund livsstil eller ekstremsport er mistænkt for at kunne føre til spontan abort.

Tags: , ,



Pages

Categories