Så brød det løs… 
Det startede med at andre spurgte mig hvor barnets far var. Så spurgte andre børn om ikke den lille pige havde en far. Så kaldte barnet alle mænd på gaden for “far”. I øvrigt naturligt nok, da alle andre børn jo begejstret kaldte ”FAR!” når en smilende mand kom ind ad døren til vuggestuen. Så prøvede barnet at kigge efter en “far” i skufferne og forsøgsvis kalde mig for “far”. Da den ønskede reaktion ikke blev opnået og en 2+1-opstilling begyndte at fremstå som normalt i barnets øjne kom så spørgsmålet: ” hvor er min far?”
Øhhh…jeg troede altså jeg var forberedt, men trods opvarmning de første ca. tre år blev jeg alligevel helt mundlam og kvitterede med et ”han er på arbejde”, som jeg jo netop var blevet rådet til når de skræmmende og meget nysgerrigt insisterende 5-årige i børnehaven spurgte mig – i øvrigt mens jeg stod med en undrende 2-årig på armen.
Min egen datter, som nu skal til at rykke op på de stores stue i børnehaven proklamerede for nogle måneder siden stolt; ”jeg har ingen far”. Nu har vi talt om det og hun er helt bevidst om at hendes far bor langt væk og vi ikke leger med ham – her er så flettet ind at det har mor bestemt fordi vi har det så godt, bare hende og mig.
Men hvad pokker siger man egentlig? Sandheden..? I hvilken version? Hvornår? ..og hvordan?
Jeg har været heldig at have en rigtig god sundhedsplejerske – og har turdet benytte mig af hendes viden og indsigt.
Men holdningerne har været mange. Jeg har ofte mødt meningen om at jeg var egoistisk – sådan bare at afskære far og datter fra kontakt. Jamen, hvad nu hvis det var en nødvendighed? Det var bare sådan det var nødt til at være. Jeg vidste ikke hvordan det ville blive før jeg blev gravid. Jeg vidste i øvrigt heller ikke at mit liv ville blive vendt på hovedet – fuldstændig ligesom alle andre forældre.
I øvrigt er man nu stolt og beæret over hvilken gave man har fået når man… – 1: henter barnet i børnehaven, hvor hun leger helt ligeværdigt med et skolebarn. Hvis ikke jeg havde vidst at der var 2½-års forskel havde jeg nok ikke tænkt over det, men den fantastiske udvikling der sker med min egen guldklump for tiden, imponerer mig. Det gør mig lidt respektfuld overfor hvor vildt det er at se sit eget barn vokse op.
– 2: oplever junior, der med et skælmsk blik kigger udfordrende på mig, og siger ”min far er død!” WHAT??! Det er da ikke noget at være imponeret over tænker mange måske.. Helt enig, men hvor er det altså respektindgydende at et barn på 3½ år kan lure at den bemærkning lige rammer. Det er jo ren provokation. Hun begyndte nemlig at grine da jeg sagde ”Nej skat, det er han ikke, men…” Forklaringen var hun i øvrigt ligeglad med. Den kender hun jo.
Det skal tænkes igennem. Du skal vide hvad du vil sige til dit barn. Jeg er nået frem til at det skal være så tæt på sandheden som muligt. I vores tilfælde i en yderst moderat version. Jeg har taget ansvaret for at det er mit valg, for min guldklump skal aldrig – ALDRIG – nogensinde føle sig forladt, fravalgt, svigtet, mindre værd eller ligegyldig fordi hendes far ikke er her. Det ansvar vil jeg bære for hende, uanset hvordan valget blev taget.
For at citere mit yndlingscitat:
Any woman can be a mother
but it takes a bad-ass mom to be a dad too
Når et valg føles svært at leve med, så husk hvorfor du tog det og hav tillid til det var det rigtige at gøre. Du kan altid ændre retning og udvikle dig. Bare vær den bedste mor for DIT barn – nemlig dig.
