I Danmark er det gennemsnitligt 1 ud af 83 kvinder, som føder tvillinger. Sandsynligheden for at føde tvillinger, øges ved højt BMI samt i takt med kvindens alder og højde. Derudover er der større sandsynlighed for at få tvillinger, hvis der er andre i familien, der har fået tvillinger, eller hvis man selv har fået tvillinger før. Sandsynligheden øges også, alt efter hvor mange børn man har i forvejen. Sidst men ikke mindst er fødsler med tvillinger hyppigere ved kunstig befrugtning, hvor der ofte opsættes mere end et befrugtet æg.
Særlig høj sandsynlighed
Ifølge Tvillingeregistret er kvindens alder den faktor, som har størst betydning for, hvorvidt en kvinde føder tvillinger eller ej. Jo ældre kvinden er, jo større sandsynlighed er der for, at hun løsner to æg i samme menstruationscykles og dermed får tveæggede tvillinger. Sandsynligheden for at få enæggede tvillinger øges altså ikke i takt med kvindens alder.
Genetisk betinget
Hvis en kvinde tidligere har født tvillinger, er sandsynligheden for at få tvillinger igen cirka 10 %. Hvis kvinden selv er tvilling, er sandsynligheden for at føde tvillinger cirka 5 %. Også hvis der er andre i familien, som har fået tvillinger, øger det sandsynligheden. Det har ingen betydning, om det er på moderens eller farens side.
Hvordan ved man, om man venter tvillinger?
I langt de fleste tilfælde kan en scanning afsløre, om der er tale om tvillinger. På scanningen kan man se, at der er to fostre i livmoderen, og man vil endda i mange tilfælde kunne konstatere kønnene på børnene. Der findes dog også eksempler på, at en scanning ikke har afsløret tvillinger. Det kan skyldes, at det ene barn ligger bag ved det andet og dermed ikke ses på skærmen. Der er altså ingen garanti for, at man får besked på, at man venter tvillinger.
Tveæggede tvillinger
Cirka to tredjedele af alle tvillinger er tveæggede tvillinger. Det betyder, at der er blevet frigivet to æg ved kvindens ægløsning, som er blevet befrugtet med hver deres sædcelle. Tveæggede tvillinger har hver deres moderkage og hver deres gensæt. Således er tveæggede tvillinger ikke mere ens end søskende, der er født på forskellige tidspunkter.
Enæggede tvillinger
Enæggede tvillinger er altid af samme køn. De har samme arvemasse og ligner hinanden. Enæggede tvillinger bliver til ved at klyngen af delende celler, deler sig i to og udvikler sig til to fostre, selvom der kun var et æg, som blev befrugtet. Afhængig af hvor sent denne deling sker, vil enæggede tvillinger enten have hver deres moderkage og fosterhinde eller dele begge dele.
Udstyr til tvillinger
Det siges, at tvillinger giver dobbelt så meget arbejde, men også dobbelt så meget glæde. En kendsgerning er det i hvert fald, at der skal købes dobbelt så meget ind og tænkes grundigt over anskaffelsen af udstyr. I dag findes der heldigvis masser af udstyr specielt beregnet til tvillinger. Man kan købe barnevogn og klapvogn til tvillinger, hvor der er plads til, at de to børn kan sidde eller ligge ved siden af hinanden. Man kan også få et puslebord og en puslepude til tvillinger samt masser af andet udstyr og tøj, som er specielt udviklet og designet til tvillinger.