Lider dit barn af gentagne tilfælde af mellemørebetændelse, kan det være nødvendigt at lægge dræn på barnet. Et dræn er et mikroskopisk rør, som fastgøres i trommehinden for at give afløb for betændelse og væske fra mellemøret. Dræn lægges udelukkende på mindre børn, og de falder selv ud i takt med, at barnet vokser. Hvor længe barnets dræn bliver siddende er meget forskelligt, men som oftest vil dræn have en positiv indvirkning på problemer med mellemørebetændelse.
Hvad er et dræn?
Et dræn måler cirka 2 x 2 mm. Det er udformet som en lille garntrisse og placeres med den halvdel på indersiden af trommehinden og den anden på ydersiden. Således kan der passere luft, betændelse og væske gennem barnets dræn, hvorved der undgås væskeopsamlinger i øret i forbindelse med infektioner. Barnets dræn vil langsomt blive udstødt fra trommehinden og fragtes ud af øregangen med ørevokset. Hullet i trommehinden heler, når barnets dræn er faldet ud. Hvorvidt der skal indsættes nyt dræn eller ej, kommer an på barnets alder og på, om problemerne med mellemørebetændelse fortsætter.
Derfor hjælper dræn
Hos voksne tilføres mellemøret luft via den såkaldte øretrompet, hver gang man synker og gaber. På den måde holdes der et passende tryk i øret, væske ledes bort og infektioner undgås. Da små børn endnu ikke er færdigudviklet, fungerer denne mekaniske imidlertid ikke altid, som den skal. Derved opstår der et undertryk i mellemøret, som kan føre til væskeophobninger og akut mellemørebetændelse. Denne væske kan effektivt ledes ud ved hjælp af et dræn. Dræn er således en god måde at forebygge akut mellemørebetændelse.
Nedsat hørelse
Væske i øret fører ikke kun til generende mellemørebetændelse, det medfører også en betydelig hørenedsættelse hos barnet. Faktisk kan hørelsen nedsættes helt op til 50 %, hvilket sænker barnets sproglige og sociale udvikling. Indsættelsen af dræn kan derfor have en afgørende betydning for barnets livskvalitet.
Sådan indsættes dræn
Et dræn indsættes af en ørelæge. Der kræves fuld bedøvelse for at indsættes dræn. Barnet skal derfor i narkose under indgrebet. Ørelægen laver et lille snit i trommehinden og fæstner et dræn i hvert øre. Efter operationen kan barnet have smerter i øret og være omtumlet på grund af narkosen. Der udleveres som oftest smertestillende medicin efter indsættelse af dræn.
Efter operationen
Dræn er meget små og har som sådan ingen betydning for barnets dagligdag. Dog bør man være forsigtigt med badning i swimmingpool og andre steder med mange bakterier. Havvand og almindelige karbade er der ingen problemer med. Børn, der har døjet med væske og lange perioder med mellemørebetændelse vil ofte opleve en opblomstring efter indsættelse af dræn. Forældrene vil måske blive overraskede over, at barnet pludselig interagerer og snakker mere end normalt. Det skyldes, at de nye dræn letter barnet for smerte og giver den fulde hørelse tilbage.