At mærke liv

Halvvejs gennem graviditeten (cirka i uge 20) kan barnets bevægelser i livmoderen mærkes. De første tegn på barnets bevægelser kan være en fornemmelse af bobler i livmoderen – det kan minde om luft i maven.

På et tidspunkt er der ikke tvivl om, at det er barnet, du kan mærke. Kvinder, der har født før, vil ofte nikke genkendende til fornemmelserne i uge 16-18. Kvinder, der skal føde for første gang, mærker sædvanligvis liv lidt senere end kvinder, der har født før.

Barnets bevægelser i livmoderen
Efterhånden bliver bevægelserne kraftigere. De mærkes som små spark eller rullende bevægelser. Ikke alle børn sparker lige meget. Gravides fornemmelse af ‘liv’ er derfor også forskellig. Det er godt at prøve på at lære barnets bevægelser at kende, så du er fortrolig med dem. I perioder af dagen er barnet helt stille. Det sover.

Barnets rytme og reaktioner
En del børn har en rytme for søvn og vågentid, der gentager sig døgn efter døgn. Nogle børn reagerer med spark eller ‘spjæt’ ved høje lyde som fx en dør, der smækker i med et smæld. Når man synger eller spiller musik, reagerer nogle børn ved at falde til ro. Barnet kan også få hikke. Det mærkes som små rytmiske bevægelser.

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 8.5/10 (6 votes cast)
At mærke liv, 8.5 out of 10 based on 6 ratings