Cirka 10 % af alle danske børn er platfodet. Kendetegnet er, at svangbuen er delvist væk, og forfoden drejer udad. Således vil den ydre fodrand stikke længere ud end den udvendige ankelknude. Er et barn platfodet, vil balancen i foden ændres under gang. I nogle tilfælde vil det føre til problemer i fod og underben. Andre kan leve et fuldkomment upåvirket liv som platfodet. Årsagen til at et barn bliver platfodet, er en fejlstilling i foden, som skyldes at kroppens vægt får muskler og sener til at falde sammen. I særligt slemme tilfælde kan det være nødvendigt at operere, men i langt de fleste tilfælde kan godt fodtøj, eventuelt med et indlæg kompensere.
Kendetegn
Mange forældre frygter, at deres barn er platfodet. Årsagen kan være, at fødderne ser flade ud under en del af udvoksningen. Den første tid efter, at barnet er begyndt at gå, udfyldes svangen af en naturlig fedtpude, som gradvist forsvinder. Denne fedtpude kan få foden til at se flad ud og til dels ligne en platfod. Fodens længdebue færdigdannes først, når barnet er cirka 8 år, så der kan gå længe, før barnet holder op med at se platfodet ud. Er I i tvivl om, hvorvidt jeres barn er platfodet eller ej, kan I søge vejledning hos jeres læge.
Mobilt platfodet
Man kan være platfodet på to forskellige måder, nemlig mobilt platfodet og rigidt platfodet. Er man mobilt, også kaldet bevægeligt, platfodet, er der ikke tale om en decideret sygdom, og barnet vil ofte vokse fra problemet, forudsat at der passes på fødderne og udelukkende anvendes sundt og funktionelt fodtøj til børn. Kendetegnende for et barn, som er mobilt platfodet er, at foden kan indtage normalstillinger, og at svangbuen træder frem, hvis barnet står på tæer.
Rigidt platfodet
Er et barn rigidt, også kaldet stift, platfodet, er det nødvendigt, at det bliver undersøgt af lægen eller på en ortopædisk afdeling. Hvis ikke et rigidt platfodet barn undersøges, kan tilstanden føre til store smerter. Oplever du, at dit barn hurtigt bliver træt og ked af det og vil bæres, kan det være en god idé at tjekke, om der skulle være tegn på, at barnet er platfodet. Kendetegnende for et rigidt platfodet barn er, at foden ikke kan indtage normale positurer, og at svangbuen ikke kommer frem, selvom barnet står på tæer.
Fodtøj
Er dit barn platfodet, er det meget vigtigt, at det får korrekt fodtøj, så tilstanden ikke forværres. Gå efter fodtøj, som tilgodeser fodens naturlige bevægemønster, som er fremstillet i åndbare, fleksible materialer, og hvor der er god plads både i højden og bredden. Sålen bør være så blød og fleksibel som muligt, så barnet får en naturlig gang. Sørg også for at der er en fast hælkappe samt gode snører eller velcro, så skoene sidder ordentligt fast. Er dit barn meget platfodet, kan det desuden være nødvendigt med et specialfremstillet indlæg i skoene.
Træn fødderne
Det er vigtigt, at et platfodet barn bruger sine fødder så meget som muligt. Det allerbedste er, at barnet bevæger sig med bare tæer, hvor der er fuld bevægelighed og fleksibilitet. Gå udenfor om sommeren eller træn indenfor om vinteren. Jo mere variation, jo bedre. Op og stå på tæer, hinke, hoppe, løbe og danse.