Amning sikrer dit spædbarn den bedst mulige næring. Modermælk indeholder den helt rigtige sammensætning af vitaminer og fedtstoffer, og modvirker en lang række infektioner såsom mellemørebetændelse, lungebetændelse og urinvejsinfektioner. Derudover har amning en positiv indvirkning på hjernens udvikling samt en forebyggende effekt på udvikling af en lang række forskellige allergier.
Andre fordele ved amning
Amning er nemt og praktisk. Du har altid mælken lige ved hånden og behøver ikke at varme den op og desinficere sutteflasker. Men den største fordel ved amning er, at den giver barnet en livsvigtig nærhed og tæt kontakt med moderen. Amning opfylder barnets tryghedsbehov og styrker båndet mellem mor og barn. Således kan amning udgøre en vigtig del af dagligdagen og blive en sund hyggestund i løbet af den hektiske hverdag.
Husk D-vitamin
Sundhedsstyrelsen anbefaler amning i barnets første 6 måneder. Amning opfylder alle barnets behov for næring, og der er altså ingen grund til at supplere din amning med forskellige kosttilskud såsom modermælkserstatning, kogt vand, sukkervand eller lignende. Dog anbefales det 14 dage efter fødslen at give barnet et tilskud af D-vitamin ved siden af din amning. Det skyldes, at modermælken ikke indeholder tilstrækkeligt med D-vitamin, og da spædbørn ikke bør opholde sig direkte i solen, får de ikke dækket deres behov for det vigtige D-vitamin.
Mælken løber til
Kvinden krop forbereder sig til den vigtige amning allerede under graviditeten, hvor der produceres råmælk. Råmælken er tilstrækkeligt til de første dages amning. Cirka 2-4 dage efter fødslen, løber mælken til og bliver mere flydende og hvid. Nu dækker din amning et helt måltid, og der bliver længere imellem, at barnet skal spise.