Fødselsforberedelse for singler

Fødselsforberedelse har tradition for at være en aktivitet for par, en periode, hvor man i fællesskab forbereder sig til familieforøgelsen og drøfter hvilke ønsker og forestillinger, man hver især har. Men eftersom et stigende antal kvinder vælger at få et barn alene, er det relevant at overveje, hvilken type fødselsforberedelse, der kunne være gavnlig for singler. Netop fordi man er alene med sine tanker, bekymringer og overvejelser, er det ekstra vigtigt at forberede sig og skaffe mest muligt støtte til den store begivenhed.

fødselsforberedelseDin fødsel, dine valg
Hverken som par eller single er det muligt at være 100 % forberedt på fødslen. Ofte ender fødslen med at være ganske anderledes end forventet, og de følelsesmæssige reaktioner er umulige at forudse. Fødselsforberedelse er derfor ikke en punktlig planlægning men en vej til mere tryghed, selvsikkerhed og overblik. Som single bør dit første skridt i en fødselsforberedelse derfor være overvejelser omkring hvilke rammer, der vil øge din tryghed. Måske vil du helst være alene på fødestuen, måske foretrækker du en god veninde, dine forældre, din ekskæreste eller lignende. Det er vigtigt, at du tager udgangspunkt i dine egne ønsker og behov og ikke i andres forventninger.

Brug din jordemoder under hele din fødselsforberedelse
Støt dig mest muligt til de personer, du føler dig tryg ved. Fødselsforberedelse handler meget om samtale, om at drøfte problemstillinger, tanker og overvejelser. Her kan jordemoderen spille en vigtig rolle. Brug din jordemoder så meget du kan under hele din fødselsforberedelse. Tag eventuelt en ven eller noget familie med til konsultationerne for at huske alt, hvad der bliver sagt. Det sted du skal føde vil ofte tilbyde en sideløbende graviditetsforberedelse, ofte i form af foredrag og måske en rundvisning på hospitalet. Fortæl så tidligt som muligt, at du skal føde alene, det hjælper både jordemoderen og dig til at skabe de bedst mulige rammer, så du får en tryg og god fødsel.

Privat fødselsforberedelse
Føler du ikke, at den offentligt betalte fødselsforberedelse er tilstrækkelig, kan du vælge at gå til en privat jordemoder. Der findes mange uddannede jordmødre, som tilbyder graviditetsundersøgelser og fødselsforberedelse i privatklinikker. Her kan du få masser af vejledning om, hvordan du får den bedst mulige graviditet og fødsel. Forhør dig om priser og muligheder hos den enkelte klinik. Hvis noget ekstra fødselsforberedelse øger din tryghed, kan det være en rigtig god investering.

Få en doula med til fødslen
Har du ikke nogen i omgangskredsen, som du ønsker at have med til fødslen, kan du vælge at få tilknyttet en såkaldt doula under både graviditet og fødsel. En doula er en uddannet fødselshjælper, der hjælper til under fødslen med både praktiske ting, støtte og omsorg. Også efter fødslen kan en doula hjælpe og støtte dig som nybagt mor og hjælpe dig i gang med din amning. Du skal selv betale for at få tilknyttet en doula. Priser for fødselsforberedelse og støtte under selve fødslen kan rekvireres hos den enkelte doula.

Tags: , ,



Pages

Categories