Billedbøger stimulerer barnets sprog og kan anvendes til både større og mindre børn. De små børn vil nyde at få læst op, alene for at høre den voksnes stemme, mens de større børn kan få meget ud af selve historien, billederne og den sideløbende samtale med den vokse om, hvad der sker. Når barnet bliver 2-3 år, vil det også have fornøjelse af at kigge i billedbøger alene. Det er en god, stille og lærerig aktivitet, hvor barnet kan fordybe sig og træne sin indre fantasiverden.
Stor variation
Billedbøger fås i alverdens afskygninger, både hvad angår omfang, indhold og illustrationer. Forældre bliver ofte overraskede over, hvilke billedbøger der falder i børnenes smag, da det ofte er de små detaljer, som afgør favoritterne. Sørg derfor for at give barnet mange forskellige billedbøger at vælge imellem. På biblioteket kan du låne billedbøger gratis, og når barnet bliver større, kan det selv være med til at bestemme, hvilke billedbøger der skal med hjem i tasken.
Kobler ord og billeder
Hvorfor er det vigtigt at læse billedbøger med sit barn? Det er det blandt andet, fordi små børn med meget lidt aktivt sprog ved at kigge på billederne og samtidig lytte til den voksnes stemme, øger sit ordforråd og sin sprogforståelse markant. Barnet lærer samtidig at koble en sammenhæng mellem ord og billeder. Også det visuelle indtryk med farver, nuancer og former kan træne barnets udvikling, idet billederne stimulerer synet, fantasien og forestillingsevnen.
Følelsesmæssig udvikling
Også følelsesmæssigt er billedbøger vigtige for barnets udvikling. Børnene kan spejle sig i bøgernes karakterer og få en bedre forståelse af omverdenen. Gennem billedbøger udvikler barnet empati og medmenneskelig forståelse, samtidig med at det får en større selvbevidsthed. Ved at samtale med en voksen om historierne i barnets billedbøger, opnås der ikke bare en større viden om verden, men også et tættere bånd til den voksne.
Sætter ord på følelser og svære emner
Billedbøger kan således støtte barnets udvikling af personlig kompetence, idet de hjælper barnet med at sætte ord på følelser og oplevelser, som barnet selv støder på i hverdagen. I billedbøger kan barnet læse om andre familier, andre lande, andre socialklasser osv. Moderne billedbøger har ofte en meget realistisk tilgang til fortællingerne og kan handle om store emner såsom fattigdom, vold og død. Vælger man som forældre denne type billedbøger, er det vigtigt, at man taler med barnet om emnerne.
Hvilke billedbøger skal du vælge?
Er du i tvivl om, hvilke billedbøger du skal vælge, kan du eventuelt spørge en bibliotekar eller boghandler til råds. Men som udgangspunkt findes der hverken gode eller dårlige billedbøger. Det afhænger alt sammen af barnets smag og din evne til at formidle historien. Selv billedbøger med meget tunge emner kan ende med at blive barnets favorit, alene fordi I har nogle interessante samtaler omkring bogen. Billedbøger er som oftest henvendt til en bestemt aldersgruppe og et bestemt køn, men anvisninger er ment som en rettesnor og ikke som egentlige forskrifter. Du kan derfor sagtens eksperimentere lidt og give din datter billedbøger om lastbiler og din søn billedbøger om heste. Jo mere varierede billedbøger, børnene bliver præsenteret for, jo større horisont udvikler de.