For nylig læste jeg et kort interview med forfatteren Leonora Christina Skov om fravalget af børn. Jeg blev lidt forarget på hendes vegne over oplevelsen af at blive set på som en anden freak fordi hun ikke ønsker børn. Min opfattelse er at hun er en intelligent kvinde, der hviler i sig selv og har taget en velovervejet beslutning; at børn ikke passer ind i hendes liv.
Sådan. Vi kan jo ikke alle være ens og ikke alle børn er planlagte ønskebørn – uagtet at de fleste heldigvis bliver det.
Men det, der for alvor vækkede min harme var hendes sidste svar på hvordan andre folks mening påvirkede hende. Udover konstant at skulle forsvare beslutningen om et liv uden børn føler hun at folk med børn ser hende som en trussel!
Hvordan kan hun være det? spørger den 36-årige forfatter selv. Det samme som jeg tænker – og måske dig, der læser dette?
Mener du Leonora Christina Skov ser spøgelser? Er det hende der er sart? Eller noget hun bare tror?
Er det ikke lidt noget pjat? Hvorfor i alverden skulle folk med børn bruge energi på at se hende som en trussel fordi hun har fravalgt børn?
Lige nu, hvor du måske tror jeg har ytret min mening i denne sag vil jeg tilstå at jeg så udmærket forstår mit eksempel! Jeg har ikke fravalgt børn, men i en lidt anden genre kender jeg til oplevelsen af at være ”hende man holder lidt øje med”.
Som enlig mor har jeg ironisk nok tit været hende man ikke ønskede som sin mands borddame til et middagsselskab.
For hvad nu hvis hun stjæler min mand? synes nogle kvinder at tænke mens de med et halvhjertet smil spørger ind til mig, tager mit barn i øjesyn og tjekker mit brystmål.
WHAT??! Er faktisk den gængse reaktion når jeg fortæller det her…
Mange forstår ikke min oplevelse, men indrømmet – selv som et ret åbent og socialt menneske, der som udgangspunkt kan tale med alle, føler jeg mig bestemt ikke særlig velkommen i forums hvor jeg er den eneste enlige mor. Det er, som om man har et ganske særligt stempel med påskriften; ”jeg er på jagt efter en mand og fordi jeg har et barn føler jeg mig berettiget til at tjekke alle muligheder ud. Det inkluderer også din mand..”
Jeg bliver faktisk positivt overrasket når jeg bliver modtaget uden forbehold. Det er lidt som at være den nye pige i klassen – man er lidt interessant for alle, især drengene, og man skal lige ses an. Falder man ind eller falder man igennem? Er man én af flokken eller er man en trussel, der tager for stor en del af drengenes opmærksomhed?
Der er nok noget om de der urinstinkter – som mennesker er vi som udgangspunkt skabt til at formere os – om man så tager et andet valg og trives med det er underordnet, men det betyder at uanset hvor ucharmerende det virker, er kvinder konstrueret til at finde en stærk mand som far til vores afkom.
Hvor mange af os har i øvrigt ikke brugt et anseeligt antal timer på i bedste Sex and the City-stil at analysere hvorvidt mænd i 20’erne og 30’erne er klar til at binde sig og stifte familie? Ergo tiltrækkes mange mænd af kvinder der ikke udstråler den skjulte ”desperation” der er hos langt de fleste kvinder med et tikkende biologisk ur.
Bliver Leonora Christina Skov så opfattet som en trussel fordi hun efter eget udsagn ikke har et biologisk ur og dermed ikke udstråler ”JEG ER SKRUK! GØR MIG GRAVID…NU!!!”?
Eller opfattes hun som en trussel fordi hun er attraktiv og lesbisk – hvilket jo ofte har en forunderlig magnetisk virkning på mange mænd?
Hvad så med sådan én som mig?
Jeg er enlig mor, i min bedste alder, har en køn lille datter og er på ingen måde babysyg.
Som min søde mandlige kollega sagde, da vi talte om nytårsplaner og bordplaner (eller mangel på samme) – ”jamen, det er da plat!?! Altså, du er jo meget udadvendt og ser godt ud, men derfor behøver du jo ikke hugge andres kærester..betyder det så bare at du er på evig jagt efter en far til dit barn? HAR du i øvrigt ikke også en kæreste?”
Han var komplet uforstående og rystede på hovedet mens han mumlede noget om at kvinder da også er nogle værre kællinger indimellem.
Det er lidt i samme liga som singlekvinder – de kan også opleve at blive set på som en trussel. Behøver man at være en notorisk mandehugger fordi man er enlig mor, single eller ej?
Nej. Måske er jeg virkelig ikke interesseret i din mand! Det er der faktisk en meget større chance for end det modsatte.
For kære gifte kvinde, hvis du har et eller flere små børn ved du også hvor træt man er som mor
– hvor meget hængt kat man møder i spejlbilledet hver morgen og hvor tit man kommer af sted med pletter på blusen.
Det kan godt være jeg havde en flad mave to dage efter jeg havde født. Det kan også godt være jeg har høje hæle på hver dag. Og på en god dag: make up.
Det kan også godt være jeg taler livligt og charmerende med din mand – men søde du; jeg er MINDST ligeså træt som dig. Jeg savner bare at have en anden voksen at tale med derhjemme. Ok, jeg forstår ikke hvorfor du måske betragter sex som en sur pligt, men jeg er altså ikke mere desperat end at jeg højst sandsynligt får lige så meget som dig. Eller du får ligeså lidt som mig. Fra mødregruppens bekendelser ved jeg nemlig godt at sex absolut ikke får topprioritet med små børn i huset.
Så måske er det ikke mig der kigger sultent på din mand, men din mand der kigger med små beskidte tanker – om dig – på alle andre kvinder? Han er jo ”kun” et rovdyr, der tror at en kvinde uden en mand er klar til brug.. sagt med et smil. For diskussionen er jo meget mere kompleks.Min pointe er bare; hvorfor se på andre kvinder som en trussel?
Hvorfor ikke bare adoptere den skønne tante, der netop har overskud til dit barn uden pligter?
Eller den enlige mor, der kan huske dig på at påskønne du faktisk har en mand
– både at elske, bekymre og skændes med?
I har jo stadig det til fælles at…- I er kvinder.
Måske endda veninder.
Tæller det ikke meget mere?
Førnævnte samtale mellem to kollegaer foregik i øvrigt i kølvandet på spørgsmålet om mine planer for nytårsaften. Mine planer gik ud på følgende; min datter og jeg selv iført balkjoler og hatte skulle spise to forskellige livretter, se tegnefilm og tidligt i seng med ørepropper. Kan du forestille dig reaktionen?
Planerne var absolut ikke det værste scenarie, men da heller ikke mit førstevalg. Men selv hos de, jeg betragter som gode og tætte veninder er vi – altså mig og mit yngel – ikke inviteret nytårsaften. Enten har de ikke børn og så er en treårig og en enlig mor til at forstyrre kønsfordelingen ikke særlig attraktivt. Hos de veninder med børn er langt de fleste gift og har planer om at samle to-tre kernefamilier med far, mor og børn. Her vil 1+ også blive betragtet lidt som et element, der skaber ubalance.
Set i lyset af tidligere erfaringer orkede jeg bare ikke at gøre en aktiv indsats for at være hende, der blev holdt øje med igen.
Muligheden for en god nats søvn var altså heller ikke til at overse. Jeg er jo altså bare mor til et lille barn med en travl hverdag – ligesom så mange af jer andre dejlige kvinder derude..
