Mit sidste indlæg satte gang i en korrespondance med en anden mor. En mindful én af slagsen vel at mærke.
Eva Andrea Ditlefsen – kvinden bag Mindful Mor som jeg anbefalede sidst – havde faktisk læst mit indlæg. Jeg lavede min egen lille ’tilstede-i-nuet’-dans da mailen med mit første modul tikkede ind.
Kurset med undertitlen ‘Drømmemoreffekten’ er jeg nu helt officielt i gang med. Jeg er selvfølgelig super spændt da jeg længe har syntes det ville være en gave til både mig selv, men så afgjort også min datter. Sikkert også resten af mine omgivelser, da jeg ser det som selvudvikling, hvilket jeg altid er åben overfor.
Mange i vore forældres generation ville nok smile sødt og sige noget i retning af “jamen, det lyder da spændende…hvad var det nu du sagde det gik ud på..? Har du ikke nok at se til?” Nogle ville måske tænke “..mon ikke hun hellere skulle bruge tid med sit barn..?”
Selv har jeg fået en god og kærlig – og nærværende – opdragelse, men jeg tror bare tiden er en anden. Dette er ikke noget der skal presses ned over hovedet på andre, men er man parat til en ny måde at anskue opdragelse, familieliv og forælder-barn-relationen på, ja…så er der inspiration og redskaber at hente.
Jeg glæder mig! Denne uge er i gang og det bliver en udfordring i sig selv at balancere mellem en minimumsværdi af mindful morskab og et tætpakket skema. Som den version af en mor jeg er, vil jeg gerne kombinere mit liv som (enlig) mor med en karriere. Personligt har jeg det bedst når karrieren ligger et sted i nærheden af overhalingsbanen, men det stiller visse krav til både planlægning, bagland og omstilling a la jeg-taler-til-jeg-når-børnehavens-dør-og-så-arbejder-jeg-videre-efter-puttetid.
Så en almindelig uge tilsat lidt projekter, kurser, møder og social arbejdsrelateret event er min mig-tid i denne uge brugt nu. Jeg nåede at kigge på øvelser og billeder til modul 1 – “Reflektionshjulet”. Tankerne arbejder allerede mens jeg gennemlæser de coachende spørgsmål.
Det ser spændende og ret indsigtsfuldt ud kan jeg godt afsløre. Jeg har tænkt mig at skrive om det undervejs, så spørgsmål vil være velkomne 🙂
Se mere her: http://drommemoreffekten.dk/fepintro/