Når dit barn starter i børnehaveklasse

En børnehaveklasse er et klassetrin på en folkeskole, som ligger umiddelbart inden 1. klasse. Børnehaveklasse kaldes derfor også for 0. klasse. Eleverne kommer direkte fra børnehaven og er dermed cirka 6 år, når de starter. Der er ingen læreruddannet underviser i en børnehaveklasse. Undervisningen tilrettelægges og styres af en såkaldt børnehaveklasseleder, eventuelt med assistance fra en pædagog.
børnehaveklasse

Undervisningen
Undervisningen i en børnehaveklasse er knap så struktureret som på de øvrige klassetrin. Meget af undervisningen er centreret omkring skoleforberedende øvelser, kreative udfoldelser og lærerstyret leg. Det primære formål med undervisningen i en børnehaveklasse er at lægge et fundament for den videre skolegang og altså gøre barnet fortroligt med undervisning. Typiske undervisningsemner i en børnehaveklasse er naturen, musik, motorik, sociale færdigheder, sprog og udtryksformer.

Faglige mål
I både love og bekendtgørelser kan man læse uddybende om de faglige mål omkring børnehaveklassen. Her nævnes blandt andet ambitioner om at styrke barnets videbegærlighed og nysgerrighed samt styrke sammenholdet mellem eleverne. Undervisningen i en børnehaveklasse skal endvidere være med til at skabe en glidende overgang mellem børnehave og skole.

Sprogvurdering
Siden 2009 er indmelding i børnehaveklasse blevet en obligatorisk del af grundskolen. Det betyder, at man som forældre ikke længere kan fravælge, at ens barn skal i børnehaveklasse, som man kunne tidligere. I den nye børnehaveklasse er der især kommet en øget fokus på sprog og udtryksformer. I den forbindelse skal alle børn sprogvurderes, når de starter i børnehaveklasse. Formålet er, at undervisningen så tidligt som muligt kan tilrettelægges efter en specifik elevgruppes evner.

Forældrenes rolle
Som forældre er det også en stor omvæltning, når barnet skal starte i børnehaveklasse. Fra en meget fleksibel dagligdag i vuggestue og børnehave er der nu faste mødetider hver morgen, og et fast tidspunkt, hvor dagen er slut. Allerede når barnet starter i børnehaveklasse, er det derfor en god idé at indøve rutiner omkring vækning, morgenmad, madpakke, tøjvalg og så videre. Jo før de gode vaner bliver indført i familien, jo nemmere bliver hverdagen for jer alle.

Kom godt ud af døren
Morgenerne er tit det mest stressede tidspunkt i en børnefamilie, ikke mindst når et barn starter i børnehaveklasse og dermed skal være på skolen, når undervisningen starter. Det kan være en god idé at forberede sig allerede aftenen før. Vælg i samråd med barnet, hvilket tøj det skal have på næste dag og læg det frem på en stol. Det kan spare jer for både tid og diskussioner. I kan også i fællesskab smøre en sund madpakke og lægge den i køleskabet. Maden tager ikke skade af en enkelt nat i køleskabet, og med god tid er det nemmere at få valgt de rette ting til madkassen. Husk frugt og grønt.

Kost
Når dit barn starter i børnehaveklasse, er det vigtigere end nogensinde at have fokus på en sund og varieret kost. Ikke alene har barnet brug for at kunne koncentrere sig og optage ny viden. Du har også langt mindre kontrol over, hvad barnet spiser i løbet af dagen. Det er alfa og omega med en god og nærende morgenmad, som holder barnet mæt hele formiddagen. Springer I morgenmaden over, fører det til irritation, træthed og manglende koncentration. Morgenmad med fibre og langsomt optagelige kulhydrater er et godt valg. Havregryn med mælk eller groft brød med ost er gode bud. Stå hellere op en halv time før end at springe morgenmaden over.

Tags: , , ,



Pages

Categories