Sådan tackler du søskendejalousi

Det er en stor omvæltning for hele familien, når der kommer en lille ny, og søskendejalousi er et velkendt begreb i mange børnefamilier. Søskendejalousi skyldes, at de ældre børn føler sig tilsidesat, når der kommer en lille ny, som tager forældrenes opmærksomhed. Symptomerne på søskendejalousi er frygt, vrede, sorg og aggressiv adfærd. De ældre børn føler, at de må kæmpe for at få opfyldt deres behov for kærlighed, omsorg og opmærksomhed.

søskendejalousi

søskendejalousi

Mindre overskud
Også for forældrene er det en stor omvæltning, når der kommer en lille ny, og det betyder, at der ofte ikke er det fornødne overskud til at tackle den opståede søskendejalousi på en imødekommende måde. I mange tilfælde vil forældrene være trætte på grund af søvnmangel og stærkt optagede af at opfylde den lille nys behov. Søvnmangel forringer vores tålmodighed og tolerancetærskel, og det betyder, at søskendejalousi ofte behandles på ukonstruktive måder, såsom at de ældre børn skældes ud, irettesættes eller ignoreres.

Inddrag de store børn
En god måde at tackle søskendejalousi på er ved at involvere de større børn. Spørg om de vil hjælpe med pasning af den lille, fylde badekarret, hjælpe med at give ble på, holde sutteflasken eller sidde ved siden af i sofaen, når den lille ny bliver ammet. På den måde bliver de nye opgaver en fælles aktivitet og ikke et nyt hemmeligt område, som de ældre børn er afskåret fra.

Respekter manglende interesse
Husk dog altid at respektere de ældre børns niveau af interesse i den lille ny. Hvis ikke de gider at hjælpe til, skal de have lov til at sige fra. Søskendejalousi bunder i høj grad i en følelse af ikke at føle sig set og hørt, så det er vigtigt, at de store får lov at sige til og fra, som de vil og træffe deres egne valg i forhold til den lille ny.

Positiv opmærksomhed
Søskendejalousi fører ofte til frustrationer hos forældrene, og det kan medføre irettesættelser og skæld ud. Men det er vigtigt at huske, at søskendejalousi ikke er et bevidst valg fra de store børns side. Det er et udtryk for en følelse af afmagt, og derfor gavner det ikke at skælde ud. Forsøg i stedet at give masser af positiv opmærksomhed til de store. Ros og kommentér de gode ting, som børnene gør frem for at fokusere på de ting, de ikke gør. Positiv opmærksomhed er en effektiv medicin mod søskendejalousi.

Sæt grænser
Pas dog på ikke at lade grænserne flyde i et forsøg på at undgå søskendejalousi. Selvom de store børn skal have positiv opmærksomhed, skal der stadig sættes grænser og overholdes fælles regler. I modsat fald kommer hele dagligdagen til at skride, og det vil tære yderligere på forældrenes overskud og energi, hvilket kan ende i en ond cirkel, der fører til endnu mere søskendejalousi. Så sæt grænser, men gør det på en kærlig måde.

Tags: , ,



Pages

Categories