Gør det ondt at føde?

De fleste kvinder synes, det gør mere end ondt at føde. Smerten beskrives på forskellige måder, men er anderledes end andre smerter, du før har kendt til.

Her er nogle eksempler: Som stærke menstruationssmerter, – som om det hiver og flår i bækkenet, – som om man befinder sig ude i universet, og det eneste, man kan fornemme er, at det buldrer i bækkenet, – som en sviende skarphed, – som en rund bølge, der ruller frem og tilbage.

Smerteopfattelsen er forskellig fra kvinde til kvinde, men det gør ondt at føde for næsten alle kvinder. Vesmerter er anderledes end sygdomssmerter. Smerterne afbrydes af pauser og du ved, at smerterne stopper. Du har også forventningerne om det længe ventede barn, der bliver resultatet af alle anstrengelserne og smerterne. At være så velforberedt og tryg som muligt, er med til at gøre dig i stand til at udholde smerterne. Er du utryg og bange, så spænder du, og smerterne bliver værre. Det er vigtigt at arbejde med veerne og ikke imod.

Smerte og angst
En smerte er præcis så stærk, som den opleves og udtrykkes. Nogle fødende kvinder oplever smerten som positiv, andre som negativ. Der er mange forhold, der spiller ind.

En negativ forstærkning af smerten kan skyldes utryghed og angst og viser sig ved, at du stritter imod, når vekræfterne tager fat. Angsten kan være angst for smerter, angst for de stærke kræfter i kroppen og for det ukendte.

En lettelse af smerten kan komme ved tryghed og tillid og ved at acceptere veen som en kraft, der hjælper én til at føde.

Hvordan vil du opleve det?
Det er svært at vide, hvordan det vil være. Men det er alligevel godt at få talt med jordemoderen og din mand eller anden ledsager, der skal være med ved fødslen, om hvordan du forestiller dig, det vil blive.

Tal med din mand eller hjælper om, hvordan du gerne vil samarbejde med vekræfterne.

Stærke kræfter arbejder
Der er mange kvinder, der trods al mulig forberedelse alligevel føler sig overvældede over smerterne. Det er naturligt, fordi det er så stærke kræfter, der arbejder. Men følelsen af det overvældende skal helst ikke blive en negativ følelse.

En fødsel skal ikke nødvendigvis klares med alt under kontrol. En fødsel er hårdt arbejde.

Mange kvinder fortæller, hvordan de ønskede sig langt væk fra smerten, mens den stod på. Men efter fødslen ser de tilbage på smerten som noget, der hjalp dem under et hårdt stykke arbejde.

Smertelindring under fødslen
Behovet for smertelindring er forskelligt fra kvinde til kvinde. Nogle kvinder ønsker helst ikke medicinsk smertelindring. Andre kvinder ønsker gerne medicinsk smertelindring som supplement til ikke-medicinsk smertelindring. Det kan være svært, især ved første fødsel, at tænke sig til, hvad du får brug for. Der er mange forskellige muligheder for medicinsk smertelindring (efter behov og hensyntagen til barnet). Det er godt at kende til dem inden fødslen.

Alle kvinder støttes i at bruge afspændingsteknik, vejrtrækning og andre metoder, der bruger kroppens egne kræfter. Ved afspænding koncentrerer kvinden sig om, at det ikke skal gøre alt for ondt.

Afspænding
Nogle kvinder kan (eller kan lære at) koncentrere sig så stærkt om afspænding i kroppen, at dette virker smertelindrende. På førfødselskurser undervises ofte i afspændingsteknik. Der findes forskellige afspændingsteknikker. Men fælles for dem er, at kvinden med sine tanker styrer sin krop frem mod afspænding. Du kan øve dig på afspænding.

Manden, anden ledsager eller jordemoderen kan hjælpe dig med afspændingen.

Tags: , , , ,



Pages

Categories