Sund kost hjælper barnet

Dit barn har brug for ilt, energi, vitaminer og mineraler. Den næring, du indtager, går først og fremmest til barnet. Hvis du ikke spiser tilstrækkeligt af de nærende stoffer, vil kroppen tage af de reserver, som din krop gemmer på. For at passe på din egen krop og give barnet de bedste betingelser er det vigtigt at spise sundt og varieret og tage de kosttilskud.

Barnet påvirkes af det, du indtager
Barnet vokser og lever i din livmoder – fra undfangelsen og til fødslen. Næringsstoffer og ilt samt eventuelle skadelige stoffer kommer til barnet fra dit blod gennem moderkagen og til navlestrengen.

Barnets blod passerer gennem navlestrengen til moderkagen. Dit og barnets blod udveksler nærings- og affaldsstoffer via en tynd hinde i moderkagen, men I deler ikke blod. Barnet får ny næring fra dig og afleverer affaldsstoffer tilbage til dig. Overfladen i moderkagen er meget stor, og skiftet af stoffer sker glidende og effektivt. Det betyder, at barnet meget hurtigt påvirkes, hvis du fx drikker alkohol, ryger eller indtager euforiserende stoffer.

Sunde mad-vaner
Nogle gravide får større appetit og kan få kvalme, når de er sultne. Hvis du har det sådan, er det en god idé at spise flere, men mindre måltider. Og det, du spiser, bør være sundt.
Følg de 8 kostråd:

* Spis frugt og grønt, 6 om dagen.
* Spis fisk og fiskepålæg flere gange om ugen.
* Spis kartofler, ris eller pasta og groft brød hver dag.
* Spar på sukker, især sodavand, slik og kager.
* Spar på fedtet, især fra mejeriprodukter og kød.
* Spis varieret og bevar normalvægten.
* Sluk tørsten i vand.
* Vær fysisk aktiv i mindst 30 minutter om dagen.

Spis som et Y
1/5 er kød, fjerkræ, æg, fisk, ost og sovs
2/5 er brød kartofler, ris eller pasta
2/5 er grønsager, gerne flere forskellige slags

Spis fisk flere gange om ugen
Fisk er sundt. De indeholder sunde fedtstoffer og er rige på D-vitamin, jod og selen. Spis gerne forskellige slags fisk – både de fede som laks, sild og makrel. Og de magre som rødspætter, sej og torsk. Under graviditeten er det særligt vigtigt at overholde opbevaringstemperaturen og holdbarhedsdatoen for rå, koldrøgede og gravede fisk. Spis dem inden for få dage.

Undgå at spise rovfisk.

Madvarer du bør undgå

Visse rovfisk
Spis ikke mere end 100 g om ugen af de store rovfisk, fordi de kan have et højt indhold af kviksølv. Det er helleflynder, sværdfisk, sildehaj, gedde, aborre, sandart, oliefisk, escolar, rokke og tun (bøf). Du kan godt spise tun fra dåse, fordi de typisk bliver fremstillet af små tunfisk, som indeholder mindre kviksølv.

Lever og levertran
Undgå lever og levertran, da det kan indeholde meget A-vitamin. For store mængder A-vitamin kan give misdannelser hos fosteret. Du kan godt spise leverpostej.

Kaffe, te og cola
Drik ikke mere end 3 kopper kaffe om dagen, og begræns mængderne af andre drikkevarer, der indeholder koffein: te og visse læskedrikke fx cola og energidrikke.

Spis ikke for to
Barnets behov for næring dækkes nemt, hvis du spiser sund mad i almindelige portioner. Nogle gravide føler sig mere sultne end ellers. Men ekstrabehovet svarer kun til ca. 150 kalorier om dagen i begyndelsen af graviditeten, og ca. 250 kalorier senere i graviditeten.

150 kalorier: 1 æble + ½ skive rugbrød / ½ skive rugbrød med leverpostej og 1 appelsin / ½ skive rugbrød med 1 skive 30 % ost og 1 pære

250 kalorier: 1 pære + 1 banan + 1 skive rugbrød / 1 skive rugbrød med leverpostej og 1 appelsin / 1 skive rugbrød med 2 skiver 30 % ost og 1 kiwi

Links til mere information
www.altomkost.dk
www.meraadet.dk

Kilde: Sundhedsstyrelsen, 2010.



Pages

Categories